Julie Spindler

VIGTIG INFO

Indikationer og kontraindikationer for afspænding, og vigtige informationer til før, under og efter afspændingen

Nogle gange er en afspænding ikke det rigtige første skridt på vejen mod en sund og tilpas krop!

Hestenes velfærd er det vigtigste fokus, og en afspænding må aldrig risikere at forværre en skade eller sygdom! Derfor er der nogle tilfælde hvor jeg sender hestene til dyrlæge inden jeg kan og må afspænde dem - for din, min og din hests sikkerheds skyld!

Jeg går meget op i at henvise til andre fagpersoner, når det er indikeret - herunder dyrlæger, tandplejere, sadelmagere og smede. På den måde kan vi i samarbejde gøre det optimale for din hest, med respekt for alles faglighed :)

Kontakt mig gerne, for en uforpligtende snak, hvis du er i tvivl om en afspænding vil være det rigtige for din hest :)

Nedenfor kan du se eksempler på Go' og No go' situationer for afspænding:

Go'No go'
✅ Haltheder eller utakter der er tilset og clearet til afspænding af dyrlæge❌ Haltheder eller utakter der ikke er tilset og clearet til afspænding af dyrlæge
✅ På vej ud af, eller efter, skades- og sygdomsforløb (i samarbejde med dyrlæge)❌ Visse medicinske påvirkninger (Oplys altid hvis din hest er på medicin! Nogle medicineringer har god effekt sammen med afspænding, og andre har ikke!)
✅ Ændret adfærd på stald, i håndtering eller under ridning❌ Igangværende sygdom, feber eller infektion (inkl. hudlidelser i udbrud), samt akut inflammation
✅ Uens volter i ridning/håndtering, eller uens udførelse af øvelser eller hæmmet bevægelse❌ Kræft / cancer
✅ Stor sløvhed og/eller modstand mod bevægelse❌ Kraftig overvægt
✅ Højt stressniveau og/eller rastløshed❌ Drægtighed, eller foling indenfor de sidste 3 måneder
✅ Øget eller ændret træning, samt før/efter spidsbelastninger❌ Visse større røntgenforandringer (fx. Wobblers)

Under afspændingen:

For at du og din hest får mest muligt ud af afspændingen er følgende vigtigt at huske inden og under sessionen:

  • Hesten skal være tør og ren, men ikke nødvendigvis nystriglet. Jeg kan ikke afspænde på våd pels, og en våd hest udløser derfor en ombooking af tiden (se mere under afbudspolitikken på fanen 'Priser').
  • Hesten må gerne motioneres inden afspændingen. I det tilfælde skal træningen bare være afsluttet minimum 1 time før afspændingens start, så hesten er helt "kold" i muskulaturen, ikke har svedudbrud og er tilbage i normal hvilepuls.
  • Afspændingen skal kunne foregå et roligt sted, hvor hesten er tryg og kan slappe af
  • Under (minimum) den første session skal der være en person til stede, der kan svare på spørgsmål omkring hesten og evt. holde den
  • Det frabedes at hesten sprayes med fluespray og/eller showshine et par dage op til afspændingen. Dette er af hensyn til at jeg skal kunne have et godt greb på pelsen/huden, og samtidigt ønsker jeg ikke direkte kontakt med fluespray-kemikalier dagligt.

Efter afspændingen:

Hestens krop arbejder selv videre med afspændingen efter mine hænder har sluppet den. Denne proces varer alt fra 24-48 timer, og derfor anbefales det at hesten får fri i minimum 24 timer efter sessionen.

Jeg anbefaler altid en aktiv fridag til hesten, da den på den måde får rørt sin krop og får mærket de nye muligheder for at bevæge sig mere korrekt.

Et hit til en aktiv fridag efter afspænding er ekstra foldtid, samt en skridt- eller træktur i skoven 🌱

OBS til stævnehestene: Jeg anbefaler ikke afspænding til heste, der ikke er i et fast vedligeholdelsesforløb, mindre end 7 dage før et stævne!

  • Afspændingen ændrer hestens bevægelsesmønster, og alt efter hvad vi skal arbejde med kan den fx blive øm. Denne proces er der ingen grund til at starte op lige før et stævne, hvor træningen risikerer at blive for ustabil, og det bliver en træls oplevelse for både hest og rytter.